Ny temaside skal gøre kommunerne klogere på brug af fritidsdata til sundhedsfremme og forebyggelse
Idrættens Analyseinstitut lancerer en ny temaside på talogviden.dk med viden, cases og på sigt også et visuelt værktøj, som skal hjælpe kommuner, der ønsker at bruge data i deres arbejde med sundhedsfremme og forebyggelse gennem fritidslivet.
Siden 2024 har medarbejdere fra Idrættens Analyseinstitut (Idan) arbejdet intenst på at undersøge, hvordan kommunerne inddrager data om fritid og bevægelse i kommunale projekter om sundhedsfremme og forebyggelse.
Målet har været at finde ud af, hvilke udfordringer kommunerne oplever på dette område, og på den baggrund udvikle indsigter, ny viden og konkrete værktøjer til at understøtte kommunernes fremtidige arbejde med at bruge data til at skabe sundhed gennem fritidslivet.
"Vi ser et stort potentiale i at bruge data mere aktivt i det sundhedsfremmende arbejde gennem fritidslivet. Derfor søger vi nu at skabe en platform, som kan hjælpe kommuner og civilsamfundet på vej med analyser, cases, en konference og et visuelt værktøj," siger Peter Forsberg, der er chefanalytiker i Idan og har været projektleder for arbejdet.
Projektet er finansieret af Sundhedsstyrelsen og er kun blevet mere aktuelt i forbindelse med den kommende folkesundhedslov, der forventes at forpligte kommunerne til at arbejde systematisk med data på tværs af velfærdsområder.
Temasiden åbner med cases og ny viden
Indholdet på temasiden bliver udbygget løbende, men tilbyder fra starten to cases og viden fra en kortlægning, der ser på, hvordan kommunerne bruger fritids- og sundhedsdata i deres politiske arbejde.
Casene rulles ud på temasiden i løbet af foråret og stammer fra 11 forskellige kommuner, der giver konkrete eksempler på, hvordan de arbejder med data om fritid og bevægelse i forbindelse med projekter om sundhedsfremme eller forebyggelse.
"Vi har fundet nogle spændende cases, som samtidig er meget forskellige. Men fælles for dem er, at vi fokuserer på at vise, hvordan kommunerne konkret bruger viden og data til at kvalificere deres arbejde, og hvad der er kommet ud af det," fortæller Niels Anton Toftgård, analytiker i Idan.
Ud over at præsentere gode idéer er ambitionen for casene, at de kan bidrage til refleksion og læring i kommunerne.
"Det er nærmest de samme udfordringer, alle prøver at løse, men de gør det med mange forskellige greb, så der er stort potentiale for at se sine egne indsatser i et nyt lys, at blive klogere på området eller ganske enkelt bare finde god inspiration,” siger Niels Anton Toftgård.
