Ny rapport: Strukturelle forhold former idrætten, og det bør kommunerne huske, når de sammenligner sig med hinanden

Kommunale embedsfolk og politikere har i stigende grad taget tal og data til sig som grundlag for beslutninger på idræts- og fritidsområdet. Men hvilke forhold er egentlig vigtige at have fokus på, når målet er at understøtte borgernes idræts- og foreningsdeltagelse?

Det har Idrættens Analyseinstituts (Idan) undersøgt i rapporten ’Nøgletal i forvaltningen af idrætsområdet’, hvor idræts- og fritidschefer/konsulenter i de danske kommuner er blevet bedt om vurdere, hvad de ser som de vigtigste forhold på idrætsområdet.

Undersøgelsen er udarbejdet som en del af Idan og IFFD´s (Idræts- og Fritidsfaciliteter i Danmark) partnerskab, der skal fremme grundlaget for gode politiske beslutninger og stærk kommunal forvaltning af idræt og fritid i landets kommuner.

Undersøgelsen viser, at flest (75 pct.) svarer, at ’børns overordnede idrætsdeltagelse’ er det vigtigste parameter for at vurdere idrættens aktuelle tilstand (se figur 1).

Figur 1: Vigtigste indikatorer for idrættens aktuelle tilstand/status i en kommune (pct.)

Undersøgelsen ser imidlertid også nærmere på, hvilke forhold og nøgletal der er vigtige for forvaltningen af idrætsområdet. Rapporten zoomer helt konkret ind på, hvilke forhold der har betydning for foreningsdeltagelsen i kommunen.

Når der kigges på foreningsdeltagelse, skyldes det, at der på nuværende tidspunkt ikke findes præcise tal på den generelle idrætsdeltagelse i hver enkelt kommune over flere år, som idræts- og fritidscheferne/konsulenterne ellers vurderer som vigtigst.

Det bedste alternativ er derfor Centralt ForeningsRegister (CFR), som årligt indsamler oplysninger om idrætsforeningers medlemstal. Foreningsdata giver især et godt billede af børns idrætsdeltagelse, da langt de fleste idrætsaktive børn dyrker idræt i foreningsregi. For voksne er billedet mere ufuldstændigt, da mange i stedet dyrker idræt i f.eks. kommercielle fitnesscentre eller på egen hånd.

Forskelle mellem land og by

Foreningsdeltagelsen er generelt højere i landkommuner og lavest i hovedstads- og storbykommuner (se figur 2). Men årsagerne er komplekse. Urbane kommuner har typisk et mindre areal, en større population og en højere befolkningstæthed – samtidig er befolkningssammensætningen typisk forskellig fra landkommuner.

Figur 2: Foreningsandele fordelt på kommunetyper (2024) (pct.)

Strukturelle vilkårs sammenhæng med foreningsdeltagelsen

Analyserne, som rapporten bygger på, forsøger dog at isolere de forskellige faktorer og deres sammenhæng med foreningsandelen.

Generelt viser undersøgelsen, at foruden kommunens areal, så er indbyggertal og ikke mindst socioøkonomi vigtige faktorer i forhold til at forklare foreningsdeltagelsen i kommunerne.

Sammenhængen er noget stærkere for børn og unge (0-24 år) end for voksne (25 år+).

Helt konkret viser analysen, at kommuner med en stor befolkningstæthed – dvs. små arealer og store populationer – oplever en lavere foreningstilslutning, mens socioøkonomisk velstillede kommuner, alt andet lige, har en højere foreningstilslutning.

Analyserne viser i øvrigt, at befolkningsvækst har en negativ sammenhæng med foreningsandelen blandt børn og unge. Her kunne der ligge et potentiale i at hjælpe tilflyttere med at finde fodfæste i foreningerne, hvor barriererne kan være højere grundet manglende lokale netværk.

Undersøgelsen peger altså på, at det er vigtigt at have sig for øje, hvilke kommuner man sammenligner sig med, hvis man ønsker at vurdere idrættens tilstand, fordi der er nogle strukturelle vilkår og forhold, som har indflydelse på idræts- og foreningsandelen. Politikere og embedsfolk bør derfor tage højde for de forhold, når de sammenligner sig med andre. Det kan f.eks. gøres gennem Kommunesammenligneren.

Kommunale rammer: Udgifter er svære at tolke på

Behovet for og ønsket om at kunne sammenligne sig med andre kommuner, kommer også til udtryk i forhold til kommunale udgifter til idræt. Her oplever de kommunale embedsfolk, at sammenligninger udfordres af vidt forskellige opgørelses- og konteringsmetoder.

Det er imidlertid også uklart, hvad udgiftsniveauet til idræt reelt er et udtryk for. Dels kan udgiftsniveauet afspejle kvaliteten og omfanget af de kommunale investeringer, men også være en konsekvens af forskellige modeller, facilitetstyper eller -stand.

Analyserne viser dog, at kommuner, som har højere driftsmæssige udgifter pr. borger, alt andet lige, har en højere foreningsandel. Omvendt synes stigninger eller fald i driftsudgifterne i den enkelte kommune umiddelbart ikke at hænge sammen med foreningsdeltagelsen – og det er på den måde vanskeligt at konkludere noget endeligt om udgifternes betydning.

Plads til lokal handling

Selvom kommunernes strukturelle forhold som geografi, befolkningsstørrelse og socioøkonomi er centrale for idrættens tilstand målt som foreningsdeltagelse, og er vigtige at have for øje, hvis man vil sammenligne sig med andre kommuner, forklarer de langt fra hele billedet.

Faktisk er det cirka en tredjedel af variationerne i foreningsandelene blandt børn og unge – og mere end to tredjedele blandt voksne – som ikke kan forklares ud fra de strukturelle vilkår, vi har inddraget i analyserne. Det vil sige, at der er andre forhold, end dem, vi har kunnet undersøge, som har betydning for idrætten i kommunen.

Det betyder også, at der stadig er rigeligt spillerum for at gøre en forskel lokalt. Derfor kan kommuner, foreninger og borgere sagtens få succes med at styrke idrætten ved at iværksætte initiativer og indsatser med udgangspunkt i lokale behov, uanset kommunens strukturelle udgangspunkt.