T&V Artikel 19.10.2026

Nu er der adgang til de nyeste tal fra Danmark i Bevægelse 2025

Syddansk Universitet har opdateret databasen Data om Bevægelse med resultater fra Danmark i Bevægelse 2025. For første gang indeholder databasen nu også data om børn.

Hvordan og hvor meget bevæger børn og voksne sig i hverdagen? Det kan man nu få et opdateret svar på i databasen Data om Bevægelse, som er blevet udvidet med de nyeste resultater fra undersøgelsen Danmark i Bevægelse 2025.

Det er Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC), som står bag undersøgelsen, som er blevet gennemført to gange. I 2020 var det kun blandt voksne, og i 2025 var det blandt både børn og voksne.

Nu er 2025-svarene fra 198.292 børn og voksne i alderen 3 til 100 år lagt ind i databasen, hvor de supplerer tallene fra 2020-undersøgelsen, så det er muligt at finde oplysninger for hver af landets 98 kommuner om

  • Børns fysiske aktiviteter i fritiden (3-14 år)

  • Voksnes samlede fysiske aktivitet (fra 15 år og op)

  • Voksnes fysiske aktiviteter i fritiden

  • Voksnes fysiske aktivitet som transport

  • Voksnes fysiske aktivitet på arbejde eller uddannelse

  • Voksnes praktiske arbejde i hjemmet

  • Voksnes muligheder for fysisk aktivitet.

Ifølge projektleder og forsker ved Syddansk Universitet, Jens Høyer-Kruse, er databasens særlige styrke, at den giver et detaljeret billede af danskernes bevægelsesvaner på kommuneniveau. Det kan kommunerne bruge til at målrette og kvalificere indsatser, der skal styrke bevægelse blandt bestemte målgrupper.

De nye data gør det for eksempel muligt at undersøge, hvilke fritidsaktiviteter børn dyrker, og hvordan de varierer fra kommune til kommune. Ifølge databasen spiller op mod halvdelen af børnene fodbold i nogle kommuner, mens det i andre kommuner gælder under en tredjedel. Også når det gælder gymnastik, er der markante forskelle mellem kommunerne.

Samtidig gør databasen det muligt at følge udviklingen i voksnes bevægelsesvaner fra 2020 til 2025.

Data fra Danmark i Bevægelse er frit tilgængelige på Data om Bevægelse på sdu.dk.

Tallene fra 2025 indgår desuden i Fritidsdatakompasset, som er et nyt værktøj udviklet af Idrættens Analyseinstitut til kommuner, der gerne vil bruge data om fritidslivet i deres arbejde med sundhedsfremme og forebyggelse. Her er også data fra regionernes Sundhedsprofil, medlemstal fra Centralt ForeningsRegister, demografiske datamodeller og data fra Idans facilitetsdatabase, der har informationer om mere end 12.000 idrætsanlæg i hele landet.