Mange faktorer udfordrer visionen om, at fritidsdata skal understøtte indsatser for folkesundhed i kommunerne

Når Danmark på et tidspunkt får en folkesundhedslov, forventer mange, at det vil forpligte kommunerne til at arbejde på tværs af forvaltninger omkring sundhedsfremme og forebyggelse, og at der blandt andet skal være meget større fokus på systematisk brug af data.

Det er en god ambition, men efter at have talt med mange kommunale konsulenter, der på forskellig vis indsamler og bruger fritidsdata til projekter om sundhedsfremme gennem fritidslivet, konstaterer analytiker i Idrættens Analyseinstitut (Idan), Niels Anton Toftgård, at det at bruge flere fritidsdata mere systematisk ikke i sig selv skaber flere aktive borgere, der lever sundere.

I stedet handler det om at skabe en datakultur i kommunerne, hvor konsulenter og frontlinjemedarbejdere får omsat intentionerne til handling og får justeret og samlet op undervejs. Det er også vigtigt, politikerne bakker op med ressourcer, og at lederne prioriterer tiden til at arbejde med viden og data.

Her er der stor forskel på, hvor langt de danske kommuner er, konkluderer Niels Anton Toftgård, efter at han i nogle år har arbejdet på et projekt finansieret af Sundhedsstyrelsen, som skal støtte kommuner i at inddrage fritidsdata i arbejdet med sundhedsfremme og forebyggelse gennem fritidslivet.

Analyse bygger oven på indsamling af cases

En del af projektet har handlet om at finde gode eksempler på, hvordan nogle kommuner arbejder med fritidsdata, som andre kommuner kan blive inspireret af.

Det er der kommet 11 cases ud af, som handler om alt fra, hvordan kommuner bruger fritidsdata til at inddrage borgerne i at definere og arbejde med deres egne sundhedsproblematikker, til hvordan man kan arbejde med at fastholde borgere i sundhedstilbud, eller hvordan man som kommune kan udvikle en decideret forskningsstrategi for området.

De 11 cases er offentliggjort på hjemmesiden talogviden.dk, og nu har Niels Anton Toftgård også samlet dem i en caserapport, som er suppleret med en tværgående analyse af de mønstre, nuancer og logikker, der har præget arbejdet med viden og fritidsdata i casekommunerne.

Analysen er baseret på de mange samtaler, han har haft i forbindelse med researchen på de 11 cases, og en workshop, hvor en gruppe kommunale konsulenter var samlet for at reflektere over deres erfaringer med at arbejde med fritidsdata.

Formålet med analysen er at åbne op for en diskussion af, hvilken kommunal virkelighed ambitionerne om datadrevet folkesundhedsarbejde gennem fritidslivet egentlig rammer ned i, og give medarbejdere, chefer og politikere et fælles sprog for den kompleksitet, emnet rummer.

"De meget enkle og overordnede ideer om at skabe folkesundhed ved at arbejde forebyggende og bruge viden og fritidsdata er jo meget sympatiske, men de kommer formentlig til at skabe en del organisatorisk uro i kommunerne og rejse en masse spørgsmål om, hvornår man egentlig kan sige ja til, at man arbejder systematisk med viden og fritidsdata," siger Niels Anton Toftgård.

Medarbejderne har nøglen til at omsætte data til forandring

Analysen peger på, at man ikke kan tale om, hvorvidt man arbejder databaseret som et simpelt ja- eller nejspørgsmål. Det gør kommunerne overordnet set, men det varierer i hvilket omfang, de bruger fritidsdata i konkrete sundhedsprojekter, hvor fritidsdata typisk kan inddrages i alt fra at forstå et problem til at kvalificere dialoger, foretage prioriteringer, følge op, evaluere og lære.

Og så er det ifølge Niels Anton Toftgård også vigtigt at huske, at den menneskelige faktor er vigtig, da fritidsdataene ikke i sig selv skaber forandring. Det gør mennesker.

"Man kan have nok så meget indsigt fra fritidsdata, men det der med at skubbe det ud over rampen og lave en konkret forandring ude hos borgerne kræver en menneskelig hånd," siger han.

På tværs af både samtaler, cases og workshopdiskussioner kom det frem igen og igen, at fritidsdata ikke kan stå alene. Det er mennesker, der skal forstå data, fortolke dem, omsætte dem til handling og drive de forandringer, man ønsker at skabe.

"Det peger på et interessant forhold: Kommunerne arbejder med fritidsdata for at blive mere skarpe, præcise og målrettede i deres indsatser, men i sidste ende afhænger resultaterne i høj grad af relationer, faglig dømmekraft og den organisatoriske kultur. Samtidig fremhæver mange af medarbejderne netop behovet for data for at kunne udføre deres arbejde kvalificeret. Data og den menneskelige faktor fremstår dermed ikke som modsætninger, men som gensidigt afhængige," forklarer Niels Anton Toftgård.

Kommunalpolitikere er ofte gatekeepere for dataarbejde

Mennesker er også afgørende et andet sted i processen. Konsulenterne peger nemlig på, at kommunalpolitikerne i praksis kommer til at fungere som en form for gatekeepere for, hvilke indsatser der bliver sat i gang, og hvilke typer af fritidsdata der indgår som en del af indsatsen.

"Flere af dem, der deltog i workshoppen, fortalte, at indsatser og projekter har den kommunalpolitiske styring som grundvilkår, og det betyder også, at disse projekter og indsatser kan være sårbare over for skift i den politiske dagsorden. Når de politiske vinde ændrer sig, kan indsatser blive stoppet med kort varsel, selv efter der er investeret væsentlige ressourcer i at opbygge fritidsdata i projektet," fortæller Niels Anton Toftgård.

Her er der forskel på at arbejde med data i en kommune og i en region. Regionerne har en pligt til at forske, og de opbygger dermed mere stabile videns- og forskningsmiljøer, som har en vis armslængde til det politiske niveau. Sådan en forpligtelse har kommunerne ikke, og deres opgavefelt er også bredere og på fritidsområdet måske også mere projektbaseret.

"Det betyder, at arbejdet med fritidsdata i kommunerne i højere grad bliver baseret på projekter og er tættere koblet til politiske prioriteringer i stedet for, at de kører, uanset hvilken vej de politiske vinde måtte blæse," siger Niels Anton Toftgård.

Ledere er vigtige for at skabe en datakultur

Et tredje sted, hvor mennesker er vigtige, er i forhold til at skabe en datakultur. Rapporten viser, at adgang til fritidsdata ikke i sig selv er afgørende for, om data bliver brugt aktivt. Det afhænger i stedet af, om der er en datakultur, hvor det at arbejde med data opleves som meningsfuldt og bliver prioriteret og integreret i de daglige opgaver.

"Der skal være nogle ledere, som kan se en fordel ved at arbejde med fritidsdata og kan forberede det politiske lag, så de får ressourcer til, at konsulenterne rent faktisk kan arbejde med data, hvilket kan være ret ressourcetungt," påpeger Niels Anton Toftgård.

Blandt de kommuner, der bidrog med cases, var der stor lyst til at arbejde mere systematisk med fritidsdata, men der var også en følelse af, at være begrænset af mangel på tid, ressourcer og kompetencer.

I forlængelse af det peger Niels Anton Toftgård på, at en datainformeret praksis kræver et samspil mellem kultur, kompetencer og ressourcer.

"Det er denne organisatoriske kapacitet snarere end datamængden i sig selv, der afgør, om fritidsdata får reel betydning i kommunernes arbejde, siger Niels Anton Toftgård.

Data om fritid og sundhed kan sjældent pege på kausalitet

Der er også noget særligt på spil i forhold til data om fritidsliv og folkesundhed, der ikke nødvendigvis gælder i andre sammenhænge. Blandt konsulenterne er der en udtalt bevidsthed om, at fritidsdata sjældent kan levere sikre kausale sammenhænge i sager om forebyggelse.

"Relationen mellem årsag og virkning er ofte uklar og bliver påvirket af mange samtidige faktorer. Usikkerhed er derfor ikke et midlertidigt problem, der kan løses med bedre data, men et grundvilkår, der må håndteres aktivt i forbindelse med de konkrete indsatser," siger Niels Anton Toftgård.

Dataindsamling om sundhedsfremme gennem fritidslivet bliver derfor ofte det, som han kalder 'næsetung', hvor det er muligt at kortlægge mange ting i starten af en indsats om, hvem der er aktive med hvad og hvorhenne, men hvor det er svært at følge op på indsatser over tid og se, om de har virket - blandt andet fordi, man ikke kan følge op gennem CPR-numre, sådan som man kan på sundhedsområdet.