T&V

Fra frafald til fastholdelse i foreningerne: Viborg Kommune justerede indsatsen med data

I en årrække registrerede Viborg Kommune systematisk, hvorfor borgere faldt fra undervejs i indsatsen ’Foreningsklar’. Den viden blev brugt til løbende at justere indsatsen – fra match og opfølgning til økonomisk støtte – og i dag er projektet en fast del af driften.

I Viborg Kommune er projektet ’Foreningsklar – motion og lokale fællesskaber’ gået fra at være et midlertidigt forsøg til en fast del af hverdagen. Projektet hjælper voksne borgere i en sårbar livssituation ind i foreningslivet gennem systematisk brug af data, løbende justeringer og en agil tilgang, og det viser, hvordan viden og erfaring kan omsættes til varige løsninger, også når ambitionerne må justeres undervejs.

Baggrund og udfordring

Viborg Kommune har tidligere arbejdet med fysisk træning for voksne borgere i en svær eller sårbar livssituation, men indsatsen var fragmenteret og uden en samlet, tværgående organisering af sårbare borgeres fritidsliv. Der manglede både overblik, fælles struktur og viden om, hvad der reelt virkede for de forskellige målgrupper, som kommunen ønskede at hjælpe til et sundere liv.

Da Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i 2019 åbnede for puljemidler, greb Viborg Kommune, DGI Midtjylland, Viborg Idrætsråd og forskellige, lokale idrætsforeninger muligheden for at samle indsatsen i et mere systematisk projekt. Ambitionen var at bruge foreningslivet som løftestang for sundhed, trivsel og – på sigt – borgernes tilknytning til arbejdsmarkedet.

En vigtig del af projektet var også, at det skulle hjælpe kommunen med at afdække, hvilke forskellige løsninger der virkede bedst i den komplekse målgruppe, da én løsning ikke ville passe til alle.

Mål og ambitioner

Foreningsklar blev afviklet i perioden september 2020 til juni 2023. Det overordnede mål var at styrke borgernes fysiske, mentale og sociale sundhed ved at deltage i aktiviteter i foreningslivet. For nogle borgere var ambitionen også at fastholde dem på arbejdsmarkedet ved at øge deres trivsel og give dem bedre struktur i hverdagen.

Samtidig havde projektet en tydelig ambition om at gå i dybden og skabe noget brugbar viden om, hvad der virker for forskellige grupper af voksne borgere i udsatte positioner, og hvordan foreningerne bedst kan understøtte den inklusion og fastholdelse, projektet lagde op til.

Tilgang og indsats

Projektet arbejdede med tre forskellige målgrupper: Borgere fra rehabiliteringsforløb i Sundhedscenteret, ledige eller sygemeldte borgere fra jobcenteret samt borgere, der var i risiko for at blive sygemeldt. Fælles for dem var, at de ikke levede op til WHO’s anbefalinger for fysisk aktivitet, ikke var aktive i foreningslivet i forvejen og havde motivation for at deltage.

Til at begynde med fik borgerne tilbudt en afklarende samtale med fokus på motivation, barrierer og match til det rette foreningstilbud. Herefter blev der aftalt prøvegange i foreningen og fulgt op efter 3, 6 og 12 måneder. Indsatsen var bevidst håndholdt, fordi målgruppen ofte havde brug for mere end blot en henvisning.

Projektet viste hurtigt, at nogle i målgruppen ikke var klar. Ud af cirka 400 henviste borgere mødte omkring 100 ikke op til den første, afklarende samtale med kommunens ansatte. Det gjorde kommunen nysgerrig: Hvad er det, der gør, at nogle borgere ikke møder op? Hvorfor falder nogle fra efter første gang? Hvorfor falder nogle fra efter 3 og 6 måneder? Hvem holder fast i et helt år? Hvem har brug for økonomisk støtte, og hvem har brug for personlig opbakning?

For at kunne handle på disse spørgsmål udviklede kommunen et system, der blev brugt til at registrere årsagerne til frafald.

”Vi oplevede en gensidig frustration: Vi ville gerne hjælpe deltagerne videre, og foreningerne blev skuffede, når aftaler faldt til jorden, selvom de stod klar til at tage imod dem på holdene. Derfor blev vi nødt til at udvikle et system, hvor vi kunne registrere og synliggøre årsagerne til frafald. På den måde blev det et objektivt grundlag, vi kunne lære af, så vi løbende kunne justere projektet og forstå, hvad der lå bag afbuddene.” fortæller Dennis Krogsdal Laursen, sundheds- og forebyggelseskonsulent.

Badminton — Indsigterne førte blandt andet til, at kommunen og foreningerne udviklede særlige tilpassede tilbud så som fleksible badmintonhold for nybegyndere. Foto: krisanapong detraphiphat / Getty Images

Resultater og effekter

Projektet var oprindeligt støttet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med et ønske om at undersøge, om borgerne på sigt ville bevæge sig mod job eller uddannelse som følge af foreningsaktivitet. Undervejs blev det tydeligt, at vejen for mange borgere var meget længere end antaget. At møde op i en frivillig forening én gang om ugen var for de fleste borgere i målgruppen i sig selv en stor sejr, men ikke nødvendigvis et skridt direkte mod arbejdsmarkedet.

Selvom der ikke var midler til en ekstern evaluering, valgte kommunen selv at løfte den opgave. Deltagerne blev blandt andet baselinemålt med WHO's trivselsindeks, og målingen blev gentaget et år efter den første kontakt. Selvom frafaldet var stort, viste målingerne, at de borgere, der holdt fast og deltog ude i foreningerne i de 12 måneder, målingen løb over, oplevede en øget trivsel, glæde og sundhed i deres liv generelt, selv om mange andre elementer i borgernes liv selvfølgelig også spillede ind på disse målinger.

Samtidig viste evalueringen også, at der dukkede nogle uventede effekter op, som eksempelvis at nogle borgere begyndte at spise sundere, selvom det aldrig havde været et eksplicit mål. Foreningsklar viste sig dermed at fungere som et lille, men vigtigt skub i en mere positiv retning.

Data som redskab

Data og viden var en integreret del af projektets fleksible tilgang. Kommunen fulgte løbende med i, hvordan indsatsen fungerede, og brugte både kvantitative registreringer og kvalitative tilbagemeldinger fra foreninger, beskæftigelsesfaglige medarbejdere og jobkonsulenter til at justere undervejs.

Indsigterne førte blandt andet til, at kommunen og foreningerne udviklede særlige tilpassede tilbud så som varmtvandshold for kvinder med anden etnisk baggrund end dansk, fleksible badmintonhold for nybegyndere og kombinerede indsatser, hvor kommunale medarbejdere deltog sammen med foreningernes instruktører for at sikre tryghed, inklusion og tilbyde følgeskab, da kommunen så, at nogle deltagere i projektet havde svært ved selv at starte.

Data fra projektet viste også tydeligt, hvilke borgere der faldt fra, når støtten til at betale kontingent ophørte efter seks måneder. Den viden blev afgørende for at gøre den faste kontingentstøtte til et permanent tilbud målrettet de borgere, der havde størst behov.

I ét tilfælde førte dialogen til, at en forening helt konkret gjorde det muligt at betale kontingent hvert kvartal i stedet for årligt, fordi det var mere overkommeligt for økonomisk sårbare borgere, og siden blev den model udbredt til alle medlemmer.

Samtidig blev data brugt aktivt i dialogen med foreningerne. Kommunen kunne vise, hvor der rent geografisk faktisk var henviste borgere – og hvor der ikke var – og dermed blev forventningerne afstemt med realiteterne. Det var vigtigt, for Dennis Krogsdal Laursen oplevede, at foreningerne var klar og engagerede og motiverede for at tage imod de sårbare borgere, men hvis der ikke var nogen i området, kunne de vente længe.

Læring og erfaringer

En central erfaring fra Foreningsklar er, at indsatsen må starte meget håndholdt og meget nær på borgerne. Nogle borgere har brug for støtte til eksempelvis at møde op, have den rette påklædning og føle sig socialt trygge.

Over tid kan projektets borgernære opgaver i højere grad løses i samarbejde med foreningerne, men det forudsætter en tæt dialog og klar forventningsafstemning. Foreningerne er drevet af frivillige, og deres kapacitet og parathed til at tage imod nye målgrupper varierer betydeligt. Nogle foreninger tilbyder f.eks. at ringe borgeren op eller sende en SMS inden opstart, mens andre primært stiller rammerne til rådighed og forventer, at borgeren selv – eller en kommunal medarbejder – hjælper med den første introduktion. Derfor handler det ikke om at uddelegere opgaver, men om at finde den rette støtte og opgavefordeling i hvert enkelt samarbejde.

Samtidig gør en systematisk dataregistrering det muligt løbende at identificere mønstre i, hvad der virker, og hvor der opstår barrierer. Det kræver vilje til at justere både indsatser og de typer data, der indsamles. Ifølge Dennis Krogsdal Laursen er det afgørende, at projektet ikke bindes af for snævre rammer fra starten, da det kan begrænse muligheden for at tilpasse og forbedre indsatsen undervejs.

At projektet er gået fra forsøg til drift, skyldes ifølge Dennis Krogsdal Laursen især vedholdenhed, et godt og velfunderet samarbejde på tværs af foreninger, direktørområder i kommunen, DGI Midtjylland og Viborg Idrætsråd samt evnen til at dokumentere en effekt. Ved at kunne vise, hvordan indsatsen er blevet justeret undervejs, og hvilke målgrupper der reelt har gavn af støtten, har kommunen brugt projektperioden til at udvikle et mere præcist og effektivt system, som nu er sat i drift og også inkluderer støtte til at betale kontingent.

Samtidig har projektet skabt en vigtig erkendelse af, at timing er afgørende. Borgere skal først henvises til foreningslivet, når de er klar. Hvis andre problemer eller udfordringer fylder for meget i borgerens liv, risikerer indsatsen at blive spild af både borgerens og andres ressourcer. Timing og kendskab er derfor fuldstændigt altafgørende, og derfor er det en god idé, at borgeren selv tager kontakt til en samtalemedarbejder.

Fremtidsperspektiv

Foreningsklar er i dag så veletableret, at nogle foreninger selv henvender sig med nyopstartede, inkluderende tilbud, eller fordi de ønsker sparring på deres tilbud, så de favner andre målgrupper. Ligeledes henviser kommunale enheder borgere uden, at alt skal initieres fra centralt hold. Med et mere systematisk grundlag for henvisningsformularerne, der benyttes til at vejlede borgere til de rette aktivitetsmatch, samt evalueringer efter seks måneders aktivitet, kan indsatsen målrettes endnu bedre, og ressourcerne bruges dér, hvor sandsynligheden for succes er størst.

Selvom indsatsen primært er målrettet voksne, er der også opstået samarbejder med Børn og Unge-området. Her undersøger kommunen, hvordan hele familier kan tænkes ind i fritidslivet, selvom det går på tværs af forvaltninger. Ifølge Dennis Krogsdal Laursen er det et virkeligt vigtigt skridt, for hvis familierne kan være aktive sammen, opstår der nogle gode synergier, hvor det fremmer hele familiens trivsel.