Udgivet 28. maj 2026

Fra behandling til fællesskab: Aarhus Kommune bygger en kæde hele vejen til foreningslivet

Aarhus Kommune bruger data til at holde styr på en sammenhængende indsats, der guider borgere fra sundhedsforløb til varige fællesskaber. Ved hjælp af brobyggere, aktivitetspas og løbende monitorering har kommunen skabt et system, hvor færre falder fra undervejs.

Aarhus Kommune arbejder målrettet på at få flere voksne ind i foreningslivet – også dem, der ikke selv finder vej. Det sker gennem en række kommunale indsatser, som er tænkt sammen, så de ligger i forlængelse af hinanden.

Casen viser, hvordan data og systematisk viden bruges til at skabe overblik og sammenhæng i denne kæde af indsatser, så hvert led understøtter de andre, og arbejdet trækker i samme retning.

Baggrund og udfordring

Aarhus Kommune har gennem flere år haft en ambition om at styrke borgernes aktive og sociale liv – særligt blandt seniorer og andre voksne i sårbare eller udsatte livssituationer. Indsatserne var dog tidligere præget af at være spredte og rettet mod hver deres afgrænsede problemstilling. Borgerne skulle selv finde vej mellem tilbuddene, og samarbejdet på tværs af enheder var ikke altid samlet eller koordineret.

Efter en konference om Aktiv Aldring i 2024 ændrede dette billede sig. Her præsenterede forskere flere sammenhængende og vidensbaserede forslag til, hvordan kommuner kan hjælpe flere borgere ind i et aktivt liv, og en af hovedpointerne var behovet for netop sammenhæng, så borgerne ikke tabes mellem forskellige forvaltninger, logikker eller indgange.

Det blev startskuddet til et systematisk arbejde i Aarhus Kommune: Medarbejdere gennemgik forskernes forslag og vurderede, hvad kommunen allerede gjorde, og hvor der manglede noget. Et samlet oplæg blev præsenteret for direktionen, som hurtigt kunne prioritere midlerne, fordi indstillingen gav mening og hvilede på et solidt vidensgrundlag. Dermed fik kommunen skabt en mere samlet og sammenhængende indsats, der kunne støtte flere voksne og ældre i at leve et aktivt liv.

Ifølge Anette Søbye Philipsen, specialkonsulent i Staben til Sundhed og Omsorg, hænger dette tæt sammen med et generelt skifte i kommunens tilgang til sundhed. Hun beskriver, hvordan man i de seneste år har fået et større fokus på borgernes sundhed som noget langsigtet og helhedsorienteret, hvor det også handler om at fastholde gode vaner og aktive fællesskaber.

”Tidligere var fysisk aktivitet ofte koblet til noget midlertidigt i en kommunal kontekst: Du fejler noget, du træner og får det fikset, og så er du videre. Men vi har arbejdet meget med at få hele det kommunale system til at se værdien i det, der kommer bagefter. At holde fast i den sundhed eller det momentum, som borgerne har opnået, og hjælpe dem videre ud i en forening, hvor de kan fortsætte de gode takter, fordi gode holdkammerater venter på dem hver uge. Hvor der er en tredje halvleg, og hvor der er et sundt fællesskab, de kan indgå i.”

I praksis betyder det, at kommunen håber at kunne sende borgerne videre ud i de sunde fællesskaber på en ’envejsbillet’, så de ikke vender tilbage til sundhedssystemet med problemer, der kunne være forebygget. Indsatsen er forankret i Sundhed og Forebyggelse, hvor de samarbejder med borgerne om sundhedsfremme, forebyggelse og rehabilitering. Her er foreningsbrobyggere nøglepersoner.

Mål og ambitioner

Aarhus Kommunes ambition har været at skabe en sammenhængende kæde af indsatser, der fungerer som et transportbånd: En tydelig og støttende vej, der fører borgerne fra sundhedsvæsenet eller kommunale behandlingstilbud og videre ud i fællesskaber, hvor de kan fastholde et aktivt og socialt liv. Målet er, at ingen falder mellem tilbud eller mister grebet om de gode vaner, fordi der mangler støtte i et enkelt led.

Samtidig har det været afgørende, at denne kæde ikke kun fungerer i teorien, men også opleves som meningsfuld af både borgere, medarbejdere og foreninger. Derfor har Aarhus Kommune løbende brugt kvalitative erfaringer og tilbagemeldinger til at justere og finjustere indsatserne, så transportbåndet ikke bare hænger sammen, men opleves som en reel hjælp hele vejen.

Tilgang og indsats

Med udgangspunkt i en 11-punktsplan valgte Aarhus Kommune at tænke hele borgerens rejse igennem fra den første kontakt med sundhedssystemet til en stabil plads i foreningslivet. Målet var klart: Indsatserne skulle hænge sammen og støtte hinanden i stedet for at stå som enkeltstående forsøg.

Erfaringerne viste nemlig, at frafald sjældent handler om manglende motivation hos borgerne, men om de barrierer, der opstår undervejs: Usikkerheden ved at møde op første gang, følelsen af ikke at passe ind eller bekymringen for, om man har råd til kontingentet.

Derfor etablerede kommunen en sammenhængende kæde af indsatser bygget op af flere elementer, der hver især fjerner konkrete barrierer og på den måde tilsammen øger sandsynligheden for, at borgeren kommer til at leve et aktivt liv:

• Kommunen støtter og rådgiver foreninger om at udvikle tilbud, som er nemme at komme i gang med og kan rumme sårbare og foreningsuvante voksne.
• Kommunen støtter foreninger i udsatte områder med kommunalt ansatte foreningsudviklere, der kan hjælpe med at skabe relevante tilbud tæt på borgernes hverdag.
• Borgere, der er tilknyttet et trænings- eller sundhedstilbud og derudover er økonomisk trængte, får mulighed for at deltage gennem en ordning med aktivitetspas, hvor de kan få støtte til at betale kontingent. Ordningen er bygget på samme system som fritidspasset til børn og unge.
• Kommunens ansatte foreningsbrobyggere hjælper borgerne i overgangen fra sundhedsforløb til foreningsfællesskab, mens frivillige brobyggere under organisationen ’Social Sundhed’ står for at følge borgerne til og fra foreningsaktiviteter eller aftaler med sundhedsvæsenet.
• Kommunen hjælper med at afvikle særligt hensyntagende træning i foreningerne under navnet ’Tryg-træning’. Formålet er at sikre, at borgere med fysiske skavanker også kan deltage i og føler sig trygge ved foreningstræningen. ’Tryg-træningen’ varetages af fysioterapeuter, som hjælper med at tilpasse eller tilrettelægge træningen inden for foreningernes rammer.
• Kommunale medarbejdere uddannes til at spotte og støtte borgerne i processen med at blive aktive i foreningslivet. I dag kan omkring 400 medarbejdere udstede aktivitetspas til økonomisk trængte borgere, som de er i kontakt med.

Selvom mange af indsatserne bæres af menneskelige hænder, understreger Aarhus Kommune, at man ikke må undervurdere betydningen af de systemer, der ligger bag. De har været afgørende for, at arbejdet kunne lykkes. 

Et godt eksempel er aktivitetspasset til voksne, som bygger på den samme model som fritidspasset til børn og unge. Fordi betalings- og registreringssystemerne allerede fandtes i de folkeoplysende foreninger, kunne ordningen hurtigt komme i drift. 

Resultater og effekter

Det overordnede mål med indsatsen er at gøre foreningslivet mere tilgængeligt for voksne, som ikke af sig selv finder vej ind i foreningerne. Ud over de mange håndholdte tiltag viser kommunens evalueringer, at aktivitetspasset, i samspil med foreningsbrobygning, er et af de mest effektive greb.

Evalueringerne viser, at selvom mange borgere benytter tilbuddene og aktivitetspasset, er der fortsat behov for at justere indsatserne og følge op de steder, hvor borgerne falder fra.

Læring og erfaringer

Selvom Aarhus er en stor kommune, peger både Anette Søbye Philipsen og Christina Fruergaard på, at modellen kan skaleres ned:

”Frem for at have fem foreningsbrobyggere og fire foreningsudviklere kunne man måske nøjes med en af hver. Måske vil nogle ting også blive lettere, hvis relationerne er tættere, og flere kender hinanden. Vi har jo 1.000 folkeoplysende foreninger her i Aarhus Kommune, og vi kan ikke have en relation til dem alle sammen,” siger Christina Fruergaard.

Hvis de skal fremhæve én indsats som særligt vigtig, peger de på foreningsbrobygningen. Mange foreninger er klar til at inkludere nye medlemmer, men borgerne har ofte brug for støtte til at tage det første skridt.

Samtidig fremhæver de betydningen af niche-aktiviteter.

”Niche-idræt og niche-aktiviteter er gode i den her sammenhæng. De kan virkelig noget for de borgere, der kommer og er nye i foreningsverdenen. Der er bevægelsesaktiviteter for alle, og her er det vigtigt at have øje for de gode tilbud, der adskiller sig fra det, borgerne måske husker fra idrætsundervisningen i deres folkeskoletid,” siger Anette Søbye Philipsen.

Fremtidsperspektiv

Christina Fruergaard og Anette Søbye Philipsen peger på en grundlæggende udfordring: Investeringerne i de helhedsorienterede indsatser ligger ofte ét sted i kommunen, mens gevinsterne først viser sig senere, og nogle gange i en anden forvaltning eller uden for kommunen i regionernes sundhedsvæsen. Det gør det svært både at dokumentere effekter og at prioritere midler på kort sigt, når besparelserne først kan ses på lang sigt og et andet sted i samfundet. 

Derfor efterlyser de bedre rammer for at dele og anvende data på tværs. Med et mere sammenhængende datagrundlag kan kommunen følge borgerne og se, om de tager imod de tilbud og indsatser, der sættes i søen. Bedre data kan også dokumentere, hvor indsatserne virker, og målrette ressourcerne der, hvor de giver størst effekt, også når effekten opstår uden for den enhed, der investerer.